Stk. 1.
Arbejdsrum skal have et gulvareal på mindst 7 m², og rumhøjden i arbejdsrum skal
være så stor, at arbejdet kan foregå på betryggende måde. Rumhøjden skal dog mindst
være 2,5 m.
(4.4.2, stk. 1)
Efter arbejdsmiljølovgivningen omfatter arbejdsrum ethvert rum, hvor der udføres
arbejde.
Stk. 2.
Arbejdsrum skal have et rumindhold på mindst 12 m³ for hver person, der er
beskæftiget i rummet. Såfremt der i et arbejdsrum forekommer et betydeligt antal
personer, som ikke er beskæftigede i rummet, skal rumindholdet forøges svarende til
disse personers antal. Kommunalbestyrelsen kan tillade rumindholdet nedsat, når der
etableres effektiv mekanisk ventilation af rummet, dog ikke under 8 m³ pr. person.
Opholdsrum i dag- og døgninstitutioner for pasning af børn skal mindst have et frit
gulvareal på 3 m² pr. barn i vuggestuer og på 2 m² pr. barn i børnehaver.
Normalklasserum i skoler og lignende skal, når der etableres effektiv mekanisk
ventilation, have et rumindhold på 6 m³ pr. person.
(4.4.2, stk. 2)
Vedrørende ventilation i dag- og døgninstitutioner og normalklasserum i skoler og
lignende henvises til kap. 11.2.3, stk. 1-2.
Stk. 3.
Ved beregning af rumindholdet medregnes kun de dele af rummet, hvor det under
hensyn til loftshøjden er tilladt at indrette arbejdspladser. Ved beregningen skal
endvidere tages hensyn til, om rumindholdet indskrænkes væsentligt af maskiner, inventar
og oplagrede genstande m.v. Den del af rummet, der ligger mere end 4,0 m over gulvet,
medregnes ikke ved beregningen af rumindholdet.
Stk. 4.
Overflader på gulve, vægge og lofter i arbejdsrum skal i nødvendigt omfang være
afvisende overfor forurening, og de skal kunne rengøres på forsvarlig måde.
Gulvbelægningen skal være tilpasset det arbejde, der skal udføres i arbejdsrummet, og
skal have en under hensyn til arbejdets art passende hårdhed og skridsikkerhed.
Stk. 5.
Arbejdsrum skal have en sådan tilgang af dagslys, at rummene er vel belyste.
Vinduer skal udføres, placeres og eventuelt afskærmes, så solindfald gennem dem ikke
medfører overophedning i arbejdsrummene.
(4.4.2, stk. 5)
Dagslystilgangen vil normalt være tilstrækkelig, når vinduesarealet ved sidelys
svarer til 10 pct. af gulvarealet eller ved ovenlys mindst 7 pct. af gulvarealet.
Stk. 6.
Arbejdsrum skal forsynes med vindue, der er anbragt, så personer i rummet kan se
ud på omgivelserne.
Stk. 7.
Kommunalbestyrelsen kan tillade, at kravet om dagslysadgang fraviges, når
opfyldelsen vil betyde en afgørende ulempe for virksomhedens drift, f.eks. hvor
produktionens art ikke tillader dagslys.
Stk. 8.
Velfærdsforanstaltninger for de ansatte må normalt ikke stå til rådighed for
andre end dem, der er beskæftiget på arbejdsstedet.
Stk. 9.
Gulvet i opholdsrum i dag- og døgninstitutioner og i normalklasserum i skoler og
lignende må ikke ligge lavere end terrænet udenfor. Ved særlige terrænforhold kan der
ses bort fra dette krav, hvis gulvet ligger over terrænet langs med mindst en
vinduesvæg.
Forrige afsnit
Næste
afsnit |