4.2.4 Værn og håndlister m.v.

Stk. 1.
Ved altangange og luftsluser skal højden af værnet være mindst 1,2 m.

Stk. 2.
Ved trapper og ramper skal højden af værnet være mindst 0,8 m og mindst 0,9 m over trappereposer. Ved trapper med bredere lysning end 0,3 m skal højden af værnet forøges passende.

(4.2.4, stk. 2)
Højden af værnet måls over trinforkanter og ramper.

Stk. 3.
Glaspartier skal udformes og dimensioneres, så der ikke opstår risiko for personskade, eller der skal opsættes værn i en højde af mindst 0,8 m over gulv. Glaspartier i vægge samt glasdøre og glaspartier ved døre skal afmærkes tydeligt eller afskærmes.

(4.2.4, stk. 3)
Der henvises til DS/INSTA 154, bygningsglas, sikkerhedsruder, modstandsklasser.

Stk. 4.
Åbninger i værn skal udformes, så børn sikres på betryggende måde. Lodrette åbninger må højst være 120 mm brede.

Stk. 5.
Ramper med en hældning på mere end 1:25 skal forsynes med håndlister i begge sider. Særligt brede trapper og ramper skal opdeles med håndlister med højst 2,0 m afstand. I beboelsesbygninger kan trapper forsynes med håndliste i kun en side, når afstanden mellem håndlisten og væg, spindel eller lignende er mindre end 1,1 m.

Stk. 6.
Håndlister skal være nemme at gribe om og holde fast i og skal anbringes i en højde på mindst 0,8 m over ramper, trinforkanter på trapper og reposer.

Forrige afsnit         Næste afsnit