12.9 Belysningsanlæg

Stk. 1.
Ved udførelse af belysningsanlæg søges energiforbrug og effektbehov begrænset mest muligt under hensyntagen til rummets udformning og anvendelse, herunder krav til belysningens kvalitet og driftstid.

(12.9. stk. 1)
Begrænsning af energiforbruget kan f.eks. ske ved at følge de metoder og vejledninger, der er angivet i SBI-anvisning 184: Bygningers energibehov.

Stk. 2.
Belysningsanlæg skal udføres opdelt i zoner med mulighed for benyttelse efter dagslysforhold og aktiviteter.

(12.9, stk. 2)
Zoneopdeling sikrer, at der er mulighed for at begrænse brugstiden mest muligt. Bestemmelsen indebærer f.eks., at belysningsarmaturer nær vinduer kan udgøre een zone, mens armaturer placeret inde i rummet kan udgøre een eller flere selvstændige zoner. Bestemmelsen opfyldes ved at montere manuel og/eller automatisk afbryder for hver zone.

Stk. 3.
Belysningsanlæg skal udføres på grundlag af DS 700-serien 'Retningslinier for kunstig belysning i arbejdslokaler'.

(12.9, stk. 3)
I DS 700-serien findes endvidere: DS 703 Retningslinier for belysning i sygehuse DS 704 Lysteknisk terminologi DS 705 Kunstig belysning i tandlægeklinikker DS 707 Idrætsbelysning (707.1-17 for 17 forskellige idrætsgrene).

Stk. 4.
Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder ikke for kirker, museer, restauranter og beboelsesbygninger.

Stk. 5.
Anlæg til belysning af fælles adgangsveje og udendørsarealer, herunder trapper, gange, stier samt indendørs og udendørs parkeringsanlæg, skal forsynes med automatisk styring efter dagslysforhold og brugstid, medmindre særlige forhold gør sig gældende, f.eks. sikkerhedshensyn.

(12.9, stk. 5)
Bestemmelsen gælder også fælles adgangsveje i bygninger.

Forrige afsnit