12.1 Generelt

Stk. 1.
Installationer skal udføres, så de ikke giver anledning til skader på bygningen. Generende rystelser må ikke overføres til bygningen.

(12.1, stk. 1)
Med hensyn til udgravning for installationer henvises til DS 415 om fundering, jf. kap. 5.1.2, stk. 1. Der henvises endvidere til Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 746 af 26. november 1987 om trykbeholdere og rørsystemer under tryk.

Stk. 2.
Installationer skal udføres, så de ikke medfører brandfare. Ved rørgennemføringer, kanaler og lignende skal der træffes foranstaltninger, der hindrer gennemgang af støj, fugt, ild, gas, røg og lugt. Overfladetemperaturen på brændbart materiale må ikke overstige 80 grader C. Når dette ikke godtgøres, skal installationer med en temperatur mellem 100 grader C og 120 grader C holdes mindst 30 mm fra træværk eller andet brændbart materiale. Med en temperatur mellem 120 grader C og 150 grader C skal afstanden være mindst 50 mm.

Stk. 3.
Installationer skal udføres, så de medfører sundhedsmæssigt tilfredsstillende forhold.

(12.1, stk. 3)
Dette indebærer bl.a sikring mod rotter og andre skadedyr. Der henvises endvidere til kap. 11.4.3, stk. 1 om radon og kap. 11.4.3, stk. 1 om anden forurening fra undergrund.

Stk. 4.
Installationer skal beskyttes mod frostsprængning, hvor der kan være risiko for, at de udsættes for frost.

Stk. 5.
Installationer skal udføres, så unødvendigt energiforbrug undgås. De skal isoleres mod varmetab og kondens i overensstemmelse med DS 452, norm for termisk isolering af tekniske installationer.

(12.1, stk. 5)
Ledninger og beholdere bør så vidt muligt anbringes, så varmeafgivelsen fra dem kommer bygningen til gode.

Stk. 6.
Tekniske installationer m.v., der kræver betjening, eftersyn eller vedligeholdelse, skal anbringes, så der er en fri passagehøjde på mindst 1,9 m og en fri bredde på mindst 0,7 m eller i kanal med aftagelig dæk.

(12.1 stk. 6)
Bestemmelsen indebærer, at installationer som hovedregel anbringes enten i ingeniørgange eller i kanaler med aftagelige dæk.

Næste afsnit